Juniorkompagniet

I noget tid har vi gået og brygget på et nyt og meget spændende projekt for vores dygtige elever på skolen. Vi har glædet os til endelig at kunne løfte sløret for Balletkompagniets nyeste tiltag….

 

Vi introducerer:

Juniorkompagniet!

 

Juniorkompagniet består af 42 elever fra Balletkompagniet – alle fra øvede eller meget øvede hold.

Disse elever i alderen 11 – 18 år beviser at med danseglæde, træning og dedikation, kan man opnå at blive skønne og dygtige dansere.

Det skal være sjovt at være i Juniorkompagniet.

Med Juniorkompagniet vil vi vise, at man sagtens kan blive en dygtig danser uden en sur konkurrencementalitet. Vi tror på guleroden og ikke pisken.

Der vil altså stadig være fokus på, at det først og fremmest skal være sjovt at danse ballet. Danseglæde er vores primære fokus.

Hvad vil man opleve i Juniorkompagniet

Som elev i Juniorkompagniet vil man få mulighed for mere træning sammen med en masse andre dygtige elever fra skolen. Vores ambition er, at dygtiggøre de elever på skolen, som ønsker det. Vi vil skabe et sammenhold, som bygger på den fælles interesse for balletten og ønsket om at forbedre sig. Det kræver disciplin, da kompagniet vil være stort, hvilket sætter krav til, at man kan arbejde med sig selv. Vi vil selvfølgelig også arbejde med koreografier til Store Balletskoledag, Tivoli Balletskoledag og andre optrædener, som kan komme i løbet af sæsonen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *