Danmarks Største Private Balletskole

Velkommen til
Balletkompagniet

Balletkompagniet er ejet og ledet af Helle Keis, som stiftede balletskolen i år 2007. Skolen er vokset stille og roligt gennem årene. Det har aldrig været et mål i sig selv at blive størst. Vores elever bliver hos os, fordi de trives og udvikler sig år efter år og det er vi meget taknemmelige for.

I dag har Balletkompagniet ti balletstudier med undervisning for børn fra 2 år, unge og voksne på alle niveauer.

Helle Keis - Balletskoleleder og ejer

Helle Keis

Balletskoleleder og ejer

Helle begyndte at undervise i 1999 og har sin baggrund fra blandt andet Det Kongelige Teaters Balletskole, Dansescenens Juniorkompagni og Gøteborgs Balletakademi.

Ved siden af sin kreative og balletfaglige baggrund har Helle en kandidatgrad i Ledelse af Kreative Virksomhedsprocesser fra Copenhagen Business School.

Et trygt læringsmiljø

Hos Balletkompagniet værner vi om det trygge læringsmiljø, som vi har opbygget gennem mange år. Vi underviser med fokus på positiv og konstruktiv feedback og møder eleverne med tydelighed, respekt og varme.

Her må man være nybegynder. Her må man være usikker. Og her er der plads til både fejl, udvikling og ambitioner.

Balletkompagniets balletinstruktører er erfarne og professionelle. De underviser efter Balletkompagniets fagligt funderede læringsplan og har enten en baggrund som professionelle balletdansere eller er blevet uddannet gennem Balletkompagniets mentorforløb.

En tydelig faglig retning

Vores læringsplan sikrer, at hver elev, uanset niveau, udvikler sig gennem et målrettet og inspirerende undervisningsforløb.

Med fokus på teknik, kreativitet og disciplin skaber vi gode betingelser for, at eleverne kan udvikle sig og nå deres potentiale i et trygt og støttende miljø.

Vi har en holistisk tilgang, hvor både fysiske færdigheder og mental trivsel er i centrum. Undervisningen skal ikke alene udvikle elevernes balletfærdigheder, men også styrke dem som mennesker, både på og uden for scenen.

Vores værdigrundlag

Vi underviser med hjerte og faglighed og giver mod til at blomstre

Kerneværdier

Hos os gør vi

  • Vi underviser med høj faglighed, erfaring og kærlighed til ballet.
  • Vi løfter eleverne teknisk, kreativt og personligt.
  • Vi skaber trygge rammer med plads til både fejl og fremskridt.
  • Vi retter med respekt og motiverer med tydelighed.
Trivsel & Respekt

Hos os gør vi ikke

  • Vi råber ikke og bruger aldrig straf eller udskamning som metode.
  • Vi udstiller eller ydmyger ikke elever – hverken direkte eller indirekte.
  • Vi ignorerer ikke elevernes signaler eller grænser.
  • Vi presser ikke elever til noget, de ikke er klar til.
  • Vi lader ikke vores ambitioner gå ud over elevernes trivsel.
Pædagogik & Metode

Når kroppen forstår, danser man bedre

Vi tror på, at man lærer ballet ved at danse ballet. Derfor er vores undervisning fyldt med bevægelse, musikalitet og teknik i praksis – ikke kun teori og stillestående øvelser.

Fra 6-årsalderen inddrager vi elementer fra Progressive Ballet Technique (PBT) som et sjovt og fagligt supplement.

PBT styrker elevernes kropsbevidsthed og hjælper dem med at forstå, hvordan de bruger kroppen hensigtsmæssigt – særligt i forhold til balance, stabilitet og muskelkontrol.

Mange af vores undervisere er certificerede i PBT. Vi bruger metoden aktivt i undervisningen, ikke som en erstatning for dansen, men som en hjælp til at danse bedre.

Danseglæde

Hvorfor danse ballet?

Ballet er en sjov og kreativ form for motion, som gør kroppen stærk og rank og styrker koncentrationsevnen, musikaliteten og kropsbevidstheden.

Gennem balletten udvikler eleverne selvtillid og lærer at tage ansvar og samarbejde. Dansen kan skabe fællesskab på tværs af alder, køn, baggrund og niveau.

Balletkompagniet skaber styrkende og udviklende oplevelser for børn, unge og voksne gennem undervisning, fællesskab og optrædener.

At være en stor balletskole giver os mulighed for at tilbyde både alders- og niveauinddelte hold. Det gør det lettere at finde et hold, hvor man føler sig tryg og bliver mødt på det niveau, man er på.