Balletkompagniet og Hellerup Klassiske Balletskole forener kræfterne for at skabe en stærkere fremtid for balletundervisning i området. Med sammenslutning ønsker vi at videreføre den historie, der har kendetegnet Hellerup Klassiske Balletskole i over 70 år.
Baggrunden for denne udvikling er en svær, men nødvendig beslutning truffet af Alexander, ejer af Hellerup Klassiske Balletskole. Alexander Stæger har gennem mange år arbejdet utrætteligt for at opretholde skolens høje standarder, men økonomiske og praktiske udfordringer har desværre gjort det umuligt at fortsætte driften.
Vores mål er at skabe en glidende overgang for skolens elever og undervisere og samtidig undersøge mulighederne for at genåbne skolen i dens kendte rammer på Bernstorffsvej 67, 2900 Hellerup. Der er allerede igangsat en proces omkring overtagelse af lokalerne, men vi kan endnu ikke garantere, hvad fremtiden bringer for den specifikke placering.
For at sikre, at eleverne kan fortsætte deres udvikling uden afbrydelse, tilbyder vi fra december tilsvarende hold i vores nærliggende studier – primært i Skovshoved og Lyngby. Vi håber, at dette giver familierne ro og tryghed i en ellers foranderlig tid.
Vi takker Alexander for tilliden til at Balletkompagniet kan bygge videre på det stærke fællesskab, som han har skabt.
Vi er utroligt glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Hellerup Klassiske Balletskoles dygtige undervisere. Deres erfaring og dedikation vil være en vigtig del af overgangen, og vi arbejder på at finde de bedste løsninger for dem.