På Balletkompagniet i City2 er undervisningen naturligvis både for drenge og piger.

Det er en misforståelse at ballet kun er for piger – drengene er meget vigtige i ballet, og de skal have stor rå-styrke, da det er dem der løfter på alle pigerne. Faktisk er der mange, vi kender, der har danset ballet – se et par eksempler under teksten.

Mange bruger ballettræningen som et supplement til kampsport, da det ligesom ballet kræver råstyrke og god placering og balance. En anden sportsgren som balletten er gode venner med er skøjteløb – især kunstskøjteløb, som ligesom balletten kræver isolation af ben og arme, så armene kan bevæge sig elegant og blødt oven på benene som arbejder i et højt tempo. Ballet og kunstskøjteløb har også pirouetterne til fælles.

Ballet er en motionsform, som giver smidighed, styrke og god kondition. Ballet styrker det musikalske øre og koordinationsevnen, og derudover er ballet socialt. Man lærer at samarbejde og får selvtillid. Og derudover giver ballettræning en god holdning.

Ligemeget hvilken form for dans, man træner er ballet anbefalelsesværdigt og nærmest uundgåeligt på professionelle danseuddannelser ligemeget hvilken stilart man uddanner sig indenfor. Det er fordi balletten giver “placering” og god balance, som er vigtigt, når man skal lave pirouetter eller bevæge sig hurtigt, og flytte vægten fra det ene ben til det andet. Det er vigtigt at være godt placeret når man skal udføre de helt store balletspring.